Jeg er et trommesæt. Min rytme er min melodi min sang min mund. Ryg mave fødder skuldre hoved. Med munden skriver jeg musikken til den verden jeg ser, som ser mig og vi nikker. Vi laver den fede musik og det er ik kun trommer det er keyboard bas sang kor violin. Jeg har frihed til at være musikeren I drømmer om skal ringe og redde jeres popsang. I fatter nok hurtigt den blir kasseret når jeg skriver den kortere og bedre. Og der kommer du, hvem er du hvem er jeg, vi ved det ikke helt men du kigger og jeg kigger pludselig bliver det lidt mærkeligt og vi kan ikke kigge væk men heller ikke se på hvad der sker. Munden fortsætter komponerer dirigerer arrangerer kolorerer. Men nu er den ude af takt af tone og den kan ikke slappe af og heller ikke holde fokus, alt bliver overdøvet af dit blik eller er det mit, jeg stirrer på din stirren og vi stirrer mens der bliver færre meter mellem os, centimeter der er ingen plads omkring os selvom det på åben gade. Du ku bare løbe væk og jeg ku bare kigge væk eller omvendt, ingen af os tør gi sig bare la det passere, munden fortsætter du skal fanme ikke styre hvad for lyde jeg går og laver. Det et frit land og det mit mundvand, nu der ingen centimeter jeg ka lugte du ka lugte mine lugte jeg lyder som et fjols. Det det du tænker jeg får koldsved klamrer mig til synet og til lyden. Ingen skal bestemme hvad vej jeg kigger hvordan jeg laver lyde, lige meget hvad du tænker jeg er på helt andre planer du ikke aner noget om, langt over dit niveau og dine regler, du er luft for mig, en del af møblementet jeg bare ka gå forbi. Du ka osse bare gå forbi, nu der flere centimeter men jeg ved du lytter og du stirrer, du tænker der en tosse må hellere haste videre. Det det du tænker men jeg ligeglad der er plads i universet til osse dig, jeg er fuldstændig rolig tænker ikke mere over at du går tæt forbi. Og lige om lidt plaprer løs til dine venner om den crazy stodder rundt om hjørnet der troede han var et trommesæt, men klam det var han I sku ha set hans tøj, sværger det var vådt af fråde. Alt med måde, okay så klam var han måske heller ik men I fatter hvad jeg siger. Hva laver sådan en creepy fætter i vores pæne designkvarter føj for helved, godt der snart blir fjernet skrald. Ja det tænker du men jeg er over det for musikken fylder gaden. Mens du stadigvæk er tæt på holder jeg tempo og tone, så det ikke lyder som om jeg får den mindste noia af du glor, dine skridt og dine tanker. At det rager mig en hat at du kommer hen og syns det pinligt, har du ikke andet at lave?

Hun drømmer om at sidde i en bulet jeep og blive kastet rundt i kabinen mens geværer og kikkerter rasler rundt på gulvet og truer med at falde ud af dørløse åbninger. Stirrende gribbe og grinende hyæner rundt om bilen, skorpioner i støvlerne. Hede, tørke, skoldhed suppe i teltet, osende cigaretter, tegnsprog med de lokale. En fælles bekendt i Horsens. Tørret kød, chili og saftige citroner. Tropehjelm, ridestøvler, patronbælte, machete, tegnsprog og fedtede pengesedler. Sandstorm og en død radio. Fladt dæk og ingen kondomer, millioner af myg. Arrige næsehorn, svedperler i nakken da den bevæbnede guide tredobler prisen. En spruttende motor løfter i sidste sekund flyet fra det indtørrede mudder. Maskinpistolsalven gennemhuller vingernes lærred. Men hvorfor så rejse?...Du har vist ikke smagt kaffen i Addis Abeba.

Alle vil være kendt. Min frakke, min kikkert og mine plastikkort roterer i en endeløs båndsløjfe som plastikposer og visne blade foran SAS-hotellet. Rundt, rundt og ingen vegne. Hvor meget jeg end graver kommer der bare mere mudder. Så har man da opnået det. Jeg kaster køretøjet frem og tilbage, det rutsjer som gebisset i en køkkenskuffe. Brølende overhalinger ned ad Vesterbrogade, kogende slidbaner op ad Bredgade, smadrede solbriller på Halmtorvet. I et klamtsvedende forsøg på at undgå hverdag, kedsomhed og den onde onde løncheck skifter jeg identitet hver uge. Skulle det hjælpe spørger man så, kontoret ved da godt hvem jeg er. Hvert halve år står jeg skoleret på skattekontoret. Har du noget, vrisser de. En klump i halsen er hvad jeg har. Over ikke at slå til, vade rundt i dårlig ånde og fartbøder. Jeg ligner jo en TV-serie med fyrede skuespillere. Men der kom alligevel en sag sidste uge. Tredive optimistjoller pist væk fra Hellerup Havn, kun bølgerne stod tilbage, som det forelskede suk fra en en lejet ismaskine... den ensomme knirken fra hvalskelettet i Göteborg... det desperate støv på en ulæst Karnov... Tredive søspejdere stod klar men uden svar. Hvorfor lige os, hvorfor lige dagen før Øresundregattaen? Der må stikke noget under. Det gør der som regel i en havn. Alle vil være kendt. Jeg blev kun hemmelig agent.

Du laver 'grimt ansigt' ved at række tunge eller skele. Vi skulle jo nødig tro du var i stand til at være andet end smuk.

Da jeg gik ud over Knippelsbro En dejlig tirsdag formiddag Da så jeg en, der fik sig en smøg Hvis du har tid, så gir jeg kaffe Jeg gik forbi en lille butik Ud for Havnegade Der stod en mand med hatten på skrå Han var flot, en rigtig helt Jeg så en dame, der gik roligt afsted Hun havde solbriller i håret Og jeg sværger, hun dufted af frugt Jeg sendte hende - et fingerkys Jeg så en cyklist med de fedeste sko Han var vist lige blevet forfremmet Han råbte "Hej mester, hav en lækker dag" Hvis du har tid, så giv en kaffe

Wong bor på anden sal i Gamle Marrakech. Etagerne er bygget efter mange forskellige planer så trapperne kanter sig ud og ind mellem murene. Alle slags mønstre og fliser boltrer sig i murene, i stålskelettet, i træværket, på tapeterne. Groteske hoveder, mosaikker, blomster, dårligt tegnede hjorte, snelandskaber. Hendes lejlighed har samovar, tæpper, bøger, lamper, flygel. Tusindvis af bøger faktisk. Men kun ét flygel for man skal jo begrænse sig. Haha, hendes første sætning på fransk. Og billedet af obersten fra Rostock. Ikke for ødselt. De flyttede hertil, helt klar over at en flytning ikke hjælper meget på skænderier. Hun tog aldrig derfra igen. Mrs. Wong kan genkende de handlende bare på lyden af en dårligt smurt frugtvogn; dunsten fra appelsinhandler Sadat der altid lader fem frugter ligge en dag for længe. Hr. Mahmoud der uden en lyd tryller med nødder og standser menneskemængden et halvt sekund, lige nok til at sælge en pose mere. Flyglet synger med når cykelsmeden Barkat pifter alarm. Gadebetjentene har Mrs. Wong medlidenhed med. De unge mænd i deres dårlige tøj. De vil jo så gerne skabe orden og ro. Hver lørdag stopper hun en lille pibe og sætter sig på altanen der vender ind til gården. I lysegrønne tøfler og housecoat og med en kande iskold limonade tænder hun sit stop. Spurve og katte terroriserer hinanden. Brølet fra en motorcykel. Men hun ser ikke rigtig på noget. Lytter ikke. Laver skyer. Piben er af elfenben. Hun fik den af en overbetjent for at kigge den anden vej da han gjorde kort proces med en tigger ved Hotel La Mamounia. Der lød et knæk og fyren hylede, spurtede derfra med blodige hænder op foran ansigtet. Mrs. Wong har fortrudt det lige siden. Lige dér var jeg en rigtig dårlig journalist. Mindet synker ind og røgen blæser ud. Hun ser på tapetet med drager der sluger skibe. Ingen har brokket sig over at den tegning ikke ligner.

Laboratoriet har et særligt skær. Reagensglassene ligner sig selv og bobler pænt i stativerne, giftige skyer bliver suget ud med en hvæsen. Dag efter dag, uge efter uge, forsøgsdyr ind, forsøgsdyr ud, forskningen og små elektriske stød driver jer frem, fra post til post. Puls, respiration, temperatur, blodtryk, øjenbevægelser. Alt kommer med. Mørke, lys, støj, isolation, rystelser. Foder, vand, sult, tørst, salt, sukker. Plexiglasburene med de fedtede spor af flugtforsøg. Som alle ender forgæves. Men ikke helt, også flugtforsøg bliver registreret og krydset af. Vi lærer, vi udvikler, vi erobrer. Vi ødelægger, vi bygger op, vi leger. Vore sanser er de samme men vi skærper dem for hver dag der går. Øjne for eksempel, mine øjne registrerer kun lys og mørke. Om natten bliver mit nervesystem optimeret og skelner pludselig former, farver. I sære drømme, aldrig når jeg er vågen. Men netop i aften: et særligt skær. En dag er det jer der bliver tværet ud på havegangen.

Den store kronhjort og det lille pindsvin mødes i en lysning. De har begge blodskudte smertende pikke og ingen hænder. Normalt undgår de to arter hinanden men i dagens anledning... hvad fanden er det her for en historie. Må bare skrive mig igennem den. Kronhjorten og pindsvinet mødes i en lysning. De udveksler de sædvanlige sjofle vitser og da det er overstået ser de på hinanden og spørger nå, hvordan redder vi så verden i dag? Pindsvinet er klar på at rulle sig sammen i en bunke blade og vente på at det hele går over: Hvis jeg ligger helt stille er der én mindre til at lave ravage. Kronhjorten er mere handlingsorienteret og indstillet på at stange nogle lycraklædte motionister. Hvad har de da også at skaffe i vor skønne grønne skov? De lytter til hinandens argumenter, tygger lidt på dem og prøver at udfordre. Okay, men hvis du ligger helt stille går du måske glip af netop den fede regnorm du går og drømmer om, så kommer der en grævling og snupper den og så ligger du der og kan blive ædt op af jalousi. Eller af frost fordi du ikke fik fyldt depoterne, lissom historien med græshoppen der ikke ville samle forråd og måtte nasse hos myrerne. Hm. Hvis DU begynder at stange løs på mennesker går der ikke mange dage før skovrideren har nakket dig. Og indtil da forurener du skovbunden med svært nedbrydeligt løbetøj. Du har en pointe, kære pindsvin. Men ved at forholde dig passivt til din omverden bilder du dig ind at du kan hoppe ud af den. Det er en falsk idé om at skrive sig selv ud af ligningen, og efter min mening arrogant og selvtilstrækkelig. Jamen hør lige, søde krondyr: Hvor meget forandrer du ved at begå selvtægt? Du forfølger en illusion om en natur i balance. Den balance findes altså ikke! Hov hov, hvad er der galt med idealer? Jeg kan ikke se problemet med at yde et bidrag, stort eller lille, til en verden lidt bedre og smukkere i morgen end i dag. Og hvilket veldædigt formål tjener det også at bare lægge sig og lade de ydre omstændigheder mose henover sig? Det er da også idealer...men temmelig fjollede, hvad? Og sådan fortsætter de til de ikke længere gider være med i en sketch hvor en fyr ved en skrivemaskine udstyrer skovens dyr med filosofiske evner. Alle ved jo at dyr kun drømmer om at blive opdaget af en talentspejder fra et familieorienteret filmselskab.

Drik Grauballe-Vand og bliv en gammel dreng! Prøv også Egtved-Pilsner!